Kurser skal hjælpe Kenyas unge i job

 Kenya udgør ungdommen den største del af landets befolkning og de unge er en stor ressource for landets økonomiske vækst. Desværre er ungdomsarbejdsløshed et stort problem i Kenya og derfor afhænger landets mulighed for at reducere fattigdom i høj grad af at sikre, at de unge kan kvalificere sig til at få et ordentligt job eller bliver i stand til at starte og drive deres egen virksomhed på acceptable vilkår.

AF: Frivillig ved FIC, Ane Norup & Projektleder Annette Larsen

Dette er netop målet med det FIC støttede projekt Youth Employment Initiative, Nairobi (YEIN), der bl.a. tilbyder unge arbejdsmarkedsrelaterede kurser med fokus på, hvordan de unge kan komme i betragtning til ledige jobs samt træning i opstart af egen virksomhed. Formålet med projektet er at sikre, at unge i Nairobi får øget adgang til et arbejdsmarked, hvor der er ordentlige arbejdsvilkår.

”Det handler ikke om, hvad du kan, men hvem du kender,” siger en af ungdomslederne til spørgsmålet om, hvorfor det er så svært for de unge i Nairobi at finde et job. Det er dagen efter, at Obama er blevet genvalgt som USA’s præsident og 17 ungdomsledere holder møde med YEIN projektansatte for at diskutere nogle af de udfordringer, de unge møder i deres forsøg på at komme ind på arbejdsmarkedet. ”Hvis man kommer fra en fattig baggrund er det umuligt at købe sig ind på jobmarkedet,” siger en anden ungdomsleder og berør dermed det store problem med korruption, der er i Kenya. Man skal altså både have penge og de rigtige kontakter for at kunne få et job, fristes man til at tænke. Samtidig har mange unge fra slumområderne kun gået i skole i et begrænset antal år, hvilket ofte er et yderligere problem i forsøget på at komme i betragtning til de ledige job. Et stort antal af de arbejdsløse unge giver da også udtryk for, at de har opgivet at finde et job. Dette er farligt og en hæmsko for landets udvikling.

David, der er projektmedarbejder i YEIN, giver ungdomslederne en opsang: ”I skal starte med at kigge på jer selv. Hvis I vil have et job, må I tage sagen i egen hånd. Man kan ikke sidde derhjemme og forvente at få et job, og man får slet ikke et job, hvis man giver op på forhånd,” De unge nikker og suger til sig af de gode råd og erfaringer, de får med på vejen. Alle ungdomslederne repræsenterer en gruppe unge. De fleste er fra et af Nairobis slumområder og en af deres store udfordringer er, at mange arbejdsgivere ikke vil kalde dem til samtale, fordi de har den forkerte adresse. Der synes lang vej op til en plads på arbejdsmarkedet. De unge deler frustrationer og aftaler at mødes en gang om måneden for at bruge hinanden konstruktivt i jagten på et job. Da de unge forlader mødet er det som om, der er mere energi i luften.

YEIN projektet forøger at tage højde for de unges vanskeligheder med at få en plads på arbejdsmarkedet og de unge tilbydes derfor støtte til at etablere kontakter på arbejdsmarkedet fx hjælp til at finde en praktikplads.

Mentorordning for unge

Mange af de unge fra slumområderne, som ikke er i stand til at finde et job, er ofte nødt til at involvere sig i en række økonomiske aktiviteter for at overleve. Mange af disse unge har ikke kendskab til virksomhedsdrift. Derfor tilbydes de – som et led i Yein projektet – en mentor.

En mentor i YEIN projektet er en voksen, der selv har erfaring med at drive virksomhed og som kan være med til at guide den unge igennem nogle af de udfordringer, han/hun møder. Spørger man nogle af disse mentorer, hvorfor det er så svært for de unge at drive virksomhed, siger de, at det bl.a. skyldes de unges urealistiske forretningsplaner. En mentor fortæller, at hans mentee ville starte en forlystelsespark, mens en anden fortæller, at den unge var overrasket over, at hans mentor arbejdede så meget. ”Jeg troede, chefens rolle var at fordele arbejdsopgaverne til medarbejderne og så selv holde fri,” sagde menteen. Det er denne holdning til, at tingene skal komme nemt til en og de urealistiske forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre, som får skylden for, at de unge generelt ikke klarer sig bedre på arbejdsmarkedet, når man spørger de voksne Kenyanere. Der er enighed om, at de unge ofte mangler nødvendige kvalifikationer for at kunne drive en virksomhed, der kan give dem en stabil indkomst og sikre dem ordentlige levevilkår.

Kenyanske fagforeningers fokus på unge

En ting er at få skabt sig en plads på arbejdsmarkedet. Noget helt andet er, hvad det er for et arbejdsmarked, man kommer ind på og hvordan man sikrer, at det er fair, så det ikke handler om, ”hvem man kender”, men ”hvad man kan”. Så man kan leve af de penge, man tjener og ikke bliver syg eller udsat for store farer i sit job. Dette arbejder FIC på at sikre ved at samarbejde med kenyanske fagforeninger. Et eksempel herpå er samarbejdet med Kenya Dockworkers Union, hvor man i en længere periode har arbejdet på at sikre bedre arbejdsforhold for de ansatte i Mombasas havne. Dette er i høj grad lykkes og derfor er samarbejdet med de kenyanske fagforeninger udvidet, så det nu også omfatter andre fagforeninger og områder. En af de ting der fokuseres på, er unges arbejdsforhold og særlige problemer: Unges mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet og deres muligheder for at kæmpe for at ændre dårlige arbejdsforhold.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s